Tropiske (Rosette)

Drosera affinis “Namibia”

Drosera aliciae

Drosera capensis ”Typical”

Drosera graomogolensis

Drosera hamiltonii

Drosera capensis “Alata”

Drosera capensis “Narrow leaf”

Drosera capensis “Red”

Drosera intermedia ”Gran Sabana”

Drosera intermedia “Mexico”

Drosera madagascariensis

Drosera natalensis

Drosera regia

Drosera slackii

Drosera spathulata

Tropiske (Fork-leafed)

Drosera binata

Drosera binata var. dichotoma extrema

Tropiske (Petiolaris complex)

Drosera paradoxa

Drosera lanata

Tropiske (Queensland sisters)

Drosera adelae

Drosera prolifera

Drosera schizandra

Tropiske (Tuberous)

Drosera gigantean

Drosera auriculata

Temperate

Drosera anglica

Drosera filiformis var. filiformis

Drosera filiformis var. tracyi

Drosera intermedia

Drosera rotundifolia

Pinguicula (vibefedt)

 Mexican

Pinguicula cyclosecta

Pinguicula ehlersiae

Pinguicula esseriana

Pinguicula gigantea

Pinguicula jaumavensis

Pinguicula laueana

Pinguicula x Agnicola (P. agnate X P. gypsicola)

Pinguicula x Weser (P. moranensis X P. ehlersiae)

Temperate

Pinguicula vulgaris

Andre kødædende

 Cephalotus follicularis

Sarracenia flava

Sarracenia leucophylla

Sarracenia purpurea var. venosa

Sarracenia purpurea var. purpurea

Heliamphora minor

Stylidium debile

Drosophyllum lusitanicum

Genlisea hispidula

 Pasning

Der er nogle ting man skal være særlig opmærksom på ved pasning og hold af kødædende planter. De stiller specielle krav til vand og lys, og jeg henviser derfor til pasningsafsnittet bagerst inden man giver sig i kast med at købe planter. Er man dog først indstillet på at give planterne de rette betingelser, så er de ganske nemme at have med at gøre.

 Opdeling

Brochuren er forsøgt opdelt på en overskuelig måde. For hver art, hører der en generel beskrivelse af arten, samt pasningsmulighederne. Ud over det er der nævnt de forskellige varianter og underarter, hvis de findes. Jeg vil forsøge at have billeder af de forskellige planter i forskellige stadier, så vidt muligt og ellers henvises til google J. Arter og varianter, der er opstillet i kasserne er et udtryk for de arter jeg holder lige nu eller har holdt og der skulle gerne løbende komme flere til. Er man interesseret i den nyeste opdaterede liste, så kontakt mig på mail mnxfiles@we-got-creeps.com

Soldug

Drosera aliciae

 Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm og terrarium.

 Denne art er lige så nem som D. capensis og mindst lige så køn. Dens vækst er rosetformet og forholdsvis fladtrykt. Den enkelte plante bliver ca. 9 cm i diameter. Arten vil hurtigt danne en koloni, der fylder hele beholderen. Bladene er dækket med røde tentakler, og kan folde sig rundt om byttedyret. Planten vil ofte blomstre med lyserøde blomster. Denne art kan klare korte perioder med let frost og vil derfor kunne holdes udendørs med vinterbeskyttelse.

Jorden skal bestå af 1 del spagnum og 1 del sand, og den skal holdes i et kar-system med nogle centimeters vand konstant. Man behøver ikke fodre planten. Pas dog på med overfodring, der kan resultere i svamp. Der kan bruges gødning: Orkide/epifyt gødning, ¼ af dens styrke hver måned, men behøves ikke. Skal have mest muligt lys – gerne direkte sollys, da det vil frembringe mere intense farver og dugdråber. Unge blade kan rulle sig rundt om sit bytte, for derved at holde det fast.

 Der findes ingen varianter af denne art.

Drosera affinis

Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm og terrarium.

 Dette er en utrolig nem art, der stammer fra syd Afrika. Den ses ikke så ofte i handlen, men er begyndt at blive mere og mere almindelig – ikke mindst på grund af dens meget nemme pasning og formeringsevne. Over tid vil planten danne en stilk eller stamme som det kendes fra Drosera madagascariensis og nogle typer af Drosera capensis. Dens vækst kan også minde lidt om Drosera capensis, men adskiller sig dog blandt andet ved kun at danne fangsttråde for enden af bladet. Voksne planter kan blive op til 10 cm i diameter, men det tager nogle år.

 Jorden skal bestå af 1 del spagnum og 1 del sand, og den skal holdes i et kar-system med nogle centimeters konstant vand. Man behøver ikke fodre planten, men er da underholdende hvis det er muligt da bladene vil folde sig rundt om levende bytte. Pas dog på med overfodring, der kan resultere i svamp. Der kan bruges gødning: Orkide/epifyt gødning, ¼ af dens styrke hver måned, men behøves ikke – specielt ikke hvis planten har adgang til naturlig føde. Skal have mest muligt lys – gerne direkte sollys, da det vil frembringe mere intense røde/orange farver og dugdråber. Denne art har ingen vinterhvile og vokser året rundt under normale forhold. Dør planten ned pga. af kulde eller tørke, vil der dog vokse nye planter op fra rodsystemet. Generelt en rigtig nem og fin plante.

 Der findes forskellige varianter, der navngives som stednavne. Altså det område, hvor ophavsplanten blev fundet. De adskiller sig alle mere eller mindre og fremtidige undersøgelser vil vise om der er tale om forskellige arter eller varianter.

Drosera binata

 Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm, terrarium og udendørs.

 Dette er egentligt en gruppe af arter, men der er stadig så stor forvirring omkring klassifikationen, at det indtil videre omtales som variationer. Fremtidige undersøgelser vil forhåbentligt redegøre for situationen. Arterne kaldes også for ”fork-leafed” grundet deres bladform, som mere eller mindre forgrener sig afhængigt af art. Der er tale om store og flotte arter, som både kan være tropiske eller tempererede og dø ned om vinteren. Alle formerne holdes i 1 del sand til 1 del spagnum. De kan enten holdes i et kar-system med nogle centimeters vand konstant eller i en udrænet beholder, der jævnligt vandes og holdes fugtig. På grund af deres størrelse og nogle af varianternes tendens til at hænge ud over potten, kan de se super godt ud i hængende beholdere.

 ”T-form”: Dette er den mindst avancerede af arterne og regnes også som forfaderen. Den dør ned og går i dvale om vinteren, men temperaturer under frysepunktet kan slå den ihjel. Derfor holdes den bedst køligt og lyst om vinteren og eventuelt udenfor om sommeren. Den har en forholdsvis lang bladstilk, der deler sig i to blade (nok nærmere i en y-form end en t-form), der er beklædt med klæbrige tentakler. Planten kan nå en anseelig størrelse i både højden og bredden. Jeg eksperimenterer i øjeblikket med at holde denne form i en hængende beholder om sommeren udenfor i gårdhaven og så overvintre den lyst og køligt.

 Lige pt er ”T-form” den eneste variant jeg holder. Men har planer om at anskaffe mig andre.

Drosera capensis

"Typical"                                                                          "Typical" Blomst                                         "Alba" Blomst

 Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm, terrarium og udendørs.

Denne art er en af de mest populære kødædende planter og med god grund. Den er super nem og meget taknemmelig og egner sig fortrinligt til begynderen. Udover dette er den også rigtig køn og kan nå en anseelig størrelse og blomstrer regelmæssigt. Dog kan en kontinuerlig blomstring være udmattende for planten og det anbefales, at klippe nogle af blomsterstænglerne af ved for megen blomstring. Planten kan faktisk tåle nedfrysning og vil kunne holdes udenfor med en vis vinterbeskyttelse. Den vil visne ned om vinteren, men dukke op igen når forholdene er til det. Arten fanger utallige små fluer og insekter.

Jorden skal bestå af 1 del spagnum og 1 del sand, og den skal holdes i et kar-system med nogle centimeters vand konstant. Man behøver ikke fodre planten. Der kan bruges gødning: Orkide/epifyt gødning, ¼ af dens styrke hver måned i vækstsæsonen, men behøves ikke. Vil producere lange blomsterstængler med lyserøde blomster. Skal have mest muligt lys – gerne direkte sollys, da det vil frembringe mere intense farver og dugdråber. Unge blade kan rulle sig rundt om sit bytte, for derved at holde det fast.

Variationer:

D. capensis ”Typical”: Den normale variant med lyserøde blomster og røde tentakler.

D. capensis ”Alba”: En helt grøn udgave med hvide blomster.

D. capensis “Red”: En meget rød udgave. Behøver meget lys for at udtrykke den røde farve ordentligt. Lyserøde blomster.

Drosera intermedia

Billedet til venstre er dvaleformen (hibernacula) hos den tempererede form. Sæsonens blade ses stadig.
Billedet til højre er Tempereret form med begyndende sommervækst.

   Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm, terrarium og udendørs

 Denne art bliver på dansk også kaldt for liden soldug og findes som variant i Danmark og i hele Europa. Den har et utroligt stort udbredelsesområde og findes som tempereret type, der undergår en vinterhvile og som tropisk form uden vinterhvile. Det er en fin lille nem plante, der danner en flot rosette med masser af blade. Blomsterne er hvide. Planten vil ved høje lysforhold få en flot rød/orange farve.

 De tropiske former, blandt andet fra Mexico og Cuba, passes som mange andre soldug men noget mere fugtigt. De tropiske former er noget større end de tempererede. Jorden kan bestå af 1 del spagnum og 1 del sand, eller bare ren langfibret spagnum. Planten kan holdes i et kar-system med et højt vandspejl eller i en udrænet beholder, der holdes våd til helt vandfyldt. I naturen vokser Drosera intermedia ofte semi-akvatisk. Man behøver ikke fodre planten. Der kan bruges gødning: Orkide/epifyt gødning, ¼ af dens styrke hver måned i vækstsæsonen, men behøves ikke.

 De tempererede former holdes som de tropiske, men kræver til gengæld en kuldeperiode, hvor de vil overvintre som små buds også kaldet hibernacula. Dette kommer på vores breddegrader helt af sig selv, da disse former skal holdes udendørs hele tiden og vil dø ned om vinteren. Når temperaturen stiger vil de igen vokse frem. De tempererede former er oftest mindre og mere kompakte end de tropiske

Variationer:

D. intermedia (Tempereret): En tempereret variant uden yderligere lokalitetsbestemmelse.

D. intermedia ”Mexico”: En tropisk variant, der stammer fra Mexico

Drosera filiformis

Var. Filiformis med begyndende vækst efter dvale.

Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm, terrarium og udendørs

 Dette er en af de lidt mere specielle soldug-arter. Den tilhører en gruppe af tempererede arter, der oplever meget skiftende temperaturer. De fleste arter overlever vinteren ved at dø ned og overvintre som såkaldte buds også kaldet hibernacula. Det er dog ikke alle arter eller varianter, der dør ned for at overvintre som buds og det varierer også meget selv inden for den samme art. Hvis ens plante dør ned, så skal den i en lufttæt pose med lidt fugtig spagnum og smides i køleskabet over vinteren. Jeg har også haft held med at gøre ”ingenting” og lade den stå, dog ikke helt så vådt. Det er dog mest sandsynligt, at planten gror året rundt. Drosera filiformis får nogle oprette stive blade beklædt med tentakler, der ved nok lys vil blive røde. Bladene kan hos ssp. filiformis blive op til 25 cm lange og er endvidere i stand til at sno sig rundt om sit bytte. Den vil få lyserøde blomster op til 2,5 cm i diameter.

Jorden skal bestå af 1 del spagnum og 1 del sand, og den skal holdes i et kar-system med nogle centimeters vand konstant. Man behøver ikke fodre planten. Der kan bruges gødning: Orkide/epifyt gødning, ¼ af dens styrke hver måned, men behøves ikke. Skal have mest muligt lys – gerne direkte sollys, da det vil frembringe mere intense farver og dugdråber. Man skal være opmærksom på en eventuel overvintringsperiode. Denne plante gør sig også fortrinligt udendørs med en smule beskyttelse om vinteren.

 Variationer:

D. filiformis var. filiformis: Halvt så lange blade som var. tracyi. Røde tentakler.

D. filiformis var. tracyi: Grønne tentakler og næsten dobbelt så lange blade som var. filiformis.

Drosera prolifera

 Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm og terrarium.

 Denne art tilhører en gruppe kaldet ”Queensland sisters”. Gruppen består foruden D. prolifera også af D. szhizandra og D. adelae. Denne gruppe adskiller sig fra andre soldug, ved at være egentlig tropisk og IKKE kunne tåle sollys. I naturen vokser de skyggefuldt i tropisk regnskov i Quennsland, Australien, ved høj luftfugtighed og få temperatursvingninger. De er desværre meget sjældne i naturen, men begynder at blive mere almindelige i kultivering. Alle 3 arter har et meget interessant og anderledes udseende.

 D. prolifera danner for anden af bladstænglen nogle runde, nyreformede blade, der kan blive op til 2 centimeter i diameter. Blomsterstænglen er også opsigtsvækkende, ved at kravle hen ad bundlaget og producere nogle få røde blomster.

 Alle 3 arter holdes i langfibret spagnum, men kan også holdes i 1 del spagnum til 1 del sand. De placeres i kar-system med nogle centimeters vand konstant. De kræver alle 3 høj luftfugtighed og trives derfor bedst i en form for beholder eller terrarium, der holder på fugtigheden. De må ikke placeres i en solrig vindueskarm, men vil til gengæld trives i en nordvendt vindueskarm uden sol. De kan også nemt holdes under kunstigt lys. Stærkt lys vil fremhæve den røde farve og øge produktionen af dug.

 Brug af gødning vil skade planterne betydeligt og anbefales på ingen måde.

 Der findes ingen varianter af denne art.

Drosera regia

Ny vækst efter dvaleperiode.                                                                 

 Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm og større terrarium

 Kongen af soldug. Det er endelig lykkedes mig at tilføre denne fantastiske art til min samling. Den ses meget sjældent i Danmark og den vil desværre også kun sjældent være tilgængelig. Så er den der, er det om at slå til.

Den kaldes af gode grunde for kongen af soldug, da den kan opnå en imponerende højde på op til 60 centimeter! Bladende er lange og stive og dækket af røde tentakler, der kan producere en god mængde væske og fange en betydelig mængde insekter. Blomsterne har en dyb pink farve og kan have en udmattende virkning på planterne. Det tilrådes derfor at fjerne dem så snart stænglen viser sig. Denne art vil gerne have en mere løs jord bestående af 1 del langtrevlet spagnum (eller peat) til 1 del perlite og masser af lys/sol. Den skal stå konstant i et kar-system, med nogle centimeters vand. Om vinteren reducerer denne art sin størrelse betydeligt og kan til tider dø helt væk, for så igen at dukke op til foråret. Den er utroligt svær at formere og det er også derfor den meget sjældent ses tilgængelig.

 Der findes ingen varianter af denne art.

Fluefanger

Dionaea muscipula

"Extra large"                                                        "Typical"

Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm, større terrarium og udendørs (OBS: Vinterdvale)

Dionaea muscipula eller på dansk Venus Fluefanger er den eneste art i sin slægt, om end der findes et hav af forskellige varianter. Den stammer fra Nord og Syd Carolina (USA), hvor den før i tiden var et almindeligt syn. Desværre er arten på grund af habitat ødelæggelse og bebyggelse gået hen og blevet meget sjælden og i fare for at uddø i naturen. I naturen vokser den på fugtige steder med fuld sol, ved varme temperaturer om sommeren og temperaturer ned omkring frysepunktet om vinteren. Flere steder har man succesfuldt holdt fluefanger i vores klimazone, med frost om vinteren og det forsøger jeg også selv. Her dør planten helt ned for så at skyde igen fra rødderne når solen og varmen kommer igen. En smule vinterbeskyttelse øger chancerne for overlevelse.

 Dette er vel nok den art flest mennesker tænker på, når de hører ordet kødædende planter og er nok også den mest berømte. Mange har måske også haft købt en hos den lokale planteskole, hvor mange så desværre også har måttet se sin plante stille og roligt syne hen. Desværre er det nemlig ikke den nemmeste art at holde, men til gengæld er den super fascinerende når det endelig lykkedes. Det mest fascinerende er jo nok dens fælder, der først lokker byttet til med nektar og så er i stand til at lukke sig rundt om sit bytte, for så langsomt at fortære det. Mekanismen fungerer ved, at der sidder tre små hår på hver halvdel af fælden. Bliver et af disse hår stimuleret, løber der en elektrisk strøm gennem planten, der får fælden til at lukke sig. Hvis et af hårene bliver stimuleret endnu engang inden for ca. 30 sekunder vil fælden lukke sig yderligere sammen og begynde at nedbryde byttet. Bliver håret ikke stimuleret anden gang vil fælden igen åbne sig inden for en dags tid. Dermed undgår planten at bruge unødig energi hvis det er en regndråbe eller bare en nysgerrig finger, der har stimuleret fælden. En enkelt fælde kan kun fange et vist antal dyr, før den visner. Om sommeren vil der blive produceret lange oprette blade med fælder, mens planten om vinteren vil blive mere kompakt (nogle varianter har den kun den ene af de to tilstande).

 Dionaea muscipula skal have en jord bestående af 1 del sand til 1 del spagnum, og så skal den stå i et kar-system med nogle centimeters vand konstant og så meget sol som muligt. Om vinteren gerne lidt mindre vand, men stadig fugtigt. Den gør sig også fortrinligt i en såkaldt ”bog-garden” direkte oversat til mosehave. Det er egentligt bare en stor udrænet beholder af en art, der fyldes med spagnum eller det foretrukne medie og så holdes godt fugtigt. Der står en del på nettet hvis man slår ”bog-garden” op.

Der hvor det oftest går galt er for lidt sol og vinterdvalen. Bliver planten holdt inde vil den ikke opleve sin naturlige rytme og dermed ikke gå i dvale. Dette vil på sigt dræbe planten. En anden vigtig faktor, er at man IKKE må lade den danne blomster. Planten bruger så meget energi på at danne blomster, at det til sidst også vil gå hen og dræbe planten. Dette er meget få klar over og ofte bliver Venus Fluefanger solgt i butikkerne med lange flotte blomsterstængler og så kan man ikke forstå den dør efter et halvt års tid. Så lige så snart man kan se en begyndende blomsterstængel skal den klippes af. En tredje ting er vandet, der ligesom med andre kødædende planter helst ikke skal stamme fra vandhanen. Det vil på sigt også dræbe planten. Se eventuelt bagerst i brochuren i den udvidede information.

 Har man kun mulighed for at holde planten inden døre, men med tilstrækkelig sol, kan det faktisk godt lade sig gøre alligevel. Når planten skrumper lidt ind og syner lidt hen som vinteren kommer og dagene bliver kortere, så kan man lægge planten i køleskabet i nogle måneder. Det mest optimale er dog en kølig kælder med nogle få grader om vinteren og masser af sol. Har man problemer med at holde Dionaea muscipula, kan man måske søge trøst i at selv ikke Darwin kunne holde dem i live.

 Variationer:

Der findes som sagt et hav af forskellige variationer og her vil jeg nævne dem jeg har.

”Typical”: Den normale variant, der ved høj lysintensitet vil producere flotte røde fælder.

”All green”: En helt grøn variant.

”Extra large”: En variant der producerer fælder op til dobbelt så store som hos den normale.

”Red”: En helt rød variant, der kræver meget lys for at blive helt rød.

”Bohemian Garnet”: En helt rød variant med savtakkede tænder.

Kandebærer

Nephentes sanguinea

Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm og større terrarium

 Nephentes sanguinea er en af de letteste kandebærere at holde inden døre i Danmark. Tidligere har nepenthes haft ry for at være svære at holde og det var slet ikke noget man kunne finde på at have i vindueskarmen. Heldigvis er udviklingen vendt lidt og der er blevet eksperimenteret med flere arter i vindueskarme. Denne art er en af dem man har fundet frem til. Den vil producere masser af kander og vokse godt og hurtigt ved normale stueforhold, bare den holdes fugtig og gerne sprøjtes dagligt med demineraliseret vand. Arten er såkaldt klatrende, hvilket vil sige, at den vokser som en lang stængel, der skal fæstnes for at den ikke knækker. Dette varer dog nogle år og har man den i hængende potter kommer klatremulighederne helt af sig selv. Den skal stå lyst og gerne få direkte sol. Dog kan stærk sommersol svitse bladende. Man skal også passe på med at oversprøjte sine planter i den periode de får direkte sol, da dråberne vil fungere som brændeglas og svitse bladene. Generelt anbefales det at oversprøjte sine planter om aftenen.

Denne art ser fantastisk ud i en hængende beholder. Her kan med fordel lave sine dræningshuller 5 cm over det laveste punkt, for at holde luftfugtigheden oppe, og have lecakugler i bunden. Jeg har mine hængende i moskurve sammen med Nephentes x ventrata og de har nået en pæn størrelse over nogle år. De nederste kander vil have røde aftegninger, mens de øvre kander vil være mere grønne. Der findes en del forskellige variationer af denne art afhængigt af, hvor den kommer fra. Dette er dog ikke så nemt at finde rundt i med mindre man får det direkte oplyst. Det der ændrer sig er farven på kanderne og deres størrelse.

Kandebærere skal helst ikke fodres, da kanderne risikerer at visne fordi de ikke kan følge med. Men en enkelt flue i ny og næ gør ingen skade. Dette er en perfekt begynder nepenthes.

 Jorden skal bestå af 1 del spagnum: 1 del fin orkide bark: 1 del perlite: 1 del vermiculite.

Nephentes x ventrate

Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm og større terrarium

 Nephentes x ventrata er fin hybrid, der ligesom Nephentes sanguinea er utrolig nem at holde i vindueskarmen. Denne art er et kryds mellem de to højlands arter Nepenthes ventricosa og Nepenthes alata. Den vil producere masser af kander og vokse godt og hurtigt ved normale stueforhold, bare den holdes fugtig og gerne sprøjtes dagligt med demineraliseret vand. Arten er klatrende så den vokser som en lang stængel, der skal fæstnes for at den ikke knækker. Dette varer dog nogle år og har man den i hængende potter kommer klatremulighederne helt af sig selv. Den skal stå lyst og gerne få direkte sol. Stærk lys giver dybere farver til kander og blade. Dog kan stærk sommersol svitse bladende hvis den får for meget. Man skal også passe på med at oversprøjte sine planter i den periode de får direkte sol, da dråberne vil fungere som brændeglas og svitse bladene. Generelt anbefales det at oversprøjte sine planter om aftenen. Denne art ser fantastisk ud i en hængende beholder. Her kan med fordel lave sine dræningshuller 5 cm over det laveste punkt, for at holde luftfugtigheden oppe, og have lecakugler i bunden. Jeg har mine planter hængende i moskurve sammen med Nephentes sanguinea og de har nået en flot størrelse på nogle år. Kanderne er noget smallere end Nephentes sanguinea og har ikke de to rækker af hår ned ad kanden.

Kandebærere skal helst ikke fodres, da de risikerer at visne, fordi de ikke kan følge med. Men en enkelt flue i ny og næ gør ingen skade. Dette er en rigtig god begynder nepenthes.

 Jorden skal bestå af 1 del spagnum: 1 del fin orkide bark: 1 del perlite: 1 del vermiculite.

 Der findes ingen varianter af denne art.

Pings

Pinguicula cyclosecta

Billedet til venstre er Vinterrosette med begyndende sommer blade.
Billedet til højre er Sommerrosette med begyndende blomsterstilk

Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm eller terrarium

 Pinguicula består af en lang række arter fordelt over stort set hele verdenen. De arter som egner sig bedst til indendørshold herhjemme kaldes også for de mexicanske pinguicula, da de hovedsageligt stammer fra Mexico. Her leves de et ret ekstraordinært liv og ses faktisk ofte sammen med agaver og andre sukkulenter. Om sommeren har de deres kødædende stadie, hvor deres blade er klæbrige og insekter vil blive fanget på disse. Om vinteren vil planterne en helt ny type blade. Bladene vil nu være mindre, mere buttede og uden klæbeevne. Planten går nu over i et sukkulent stadie. Noget der ikke kendes andre steder i botanikken. Nu skal man ikke tænke på planterne som kødædende men mere som kaktusser eller sukkulenter. De skal nu vandes meget sparsomt og gerne holdes køligt.

Pinguicula klarer sig bedst i drænede beholder, hvor vandet i underskålen når at fordampe væk inden der vandes igen. Den må ikke stå i for meget vand, men jorden skal holdes fugtig i løbet af sommeren. Når planten bliver sukkulent skal der vandes sparsomt og jorden skal holdes forholdsvis tør. Det skal man gøre ligeså snart det sukkulente stadie starter.

Jorden skal bestå af lige dele sand, perlite, vermiculite og spagnum, og planten skal have så meget lys som muligt.

 Pinguicula cyclosecta ses utroligt sjældent i Danmark og i det hele taget er det kun en enkelt eller to arter, der ses i Danmark. Arten har to meget adskilte vækstfaser om sommeren og om vinteren. Om sommeren dannes en halvstor rosette, med halvt oprette blade. Det er også i sommerfasen at de lilla/lyserøde blomster dannes. Om vinteren dannes en meget mindre og kompakt rosette. Oftest vil sidste sæsons blade stadig være at se. Afhængigt af lysintensiteten kan denne plante få nogle flotte farver i både rød, lilla, blå og grøn.

Pinguicula ehlersiae

  
Vinterrosette.                                                          Sommerrosette.

Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm eller terrarium

 Pinguicula består af en lang række arter fordelt over stort set hele verdenen. De arter som egner sig bedst til indendørshold herhjemme kaldes også for de mexicanske pinguicula, da de hovedsageligt stammer fra Mexico. Her leves de et ret ekstraordinært liv og ses faktisk ofte sammen med agaver og andre sukkulenter. Om sommeren har de deres kødædende stadie, hvor deres blade er klæbrige og insekter vil blive fanget på disse. Om vinteren vil planterne en helt ny type blade. Bladene vil nu være mindre, mere buttede og uden klæbeevne. Planten går nu over i et sukkulent stadie. Noget der ikke kendes andre steder i botanikken. Nu skal man ikke tænke på planterne som kødædende men mere som kaktusser eller sukkulenter. De skal nu vandes meget sparsomt og gerne holdes køligt.

Pinguicula klarer sig bedst i drænede beholder, hvor vandet i underskålen når at fordampe væk inden der vandes igen. Den må ikke stå i for meget vand, men jorden skal holdes fugtig i løbet af sommeren. Når planten bliver sukkulent skal der vandes sparsomt og jorden skal holdes forholdsvis tør. Det skal man gøre ligeså snart det sukkulente stadie starter.

Jorden skal bestå af lige dele sand, perlite, vermiculite og spagnum, og planten skal have så meget lys som muligt.

 Pinguicula ehlersiae ses ligeledes utroligt sjældent i Danmark. Det er en rigtig fin lille art, der under stærk lysintensitet kan få nærmest kobberfarvede blade, se billederne. Som for andre pinguicula er vinterformen mindre og mere kompakt.

Pinguicula esseriana

Sommerrosette.

 Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm eller terrarium

 Pinguicula består af en lang række arter fordelt over stort set hele verdenen. De arter som egner sig bedst til indendørshold herhjemme kaldes også for de mexicanske pinguicula, da de hovedsageligt stammer fra Mexico. Her leves de et ret ekstraordinært liv og ses faktisk ofte sammen med agaver og andre sukkulenter. Om sommeren har de deres kødædende stadie, hvor deres blade er klæbrige og insekter vil blive fanget på disse. Om vinteren vil planterne en helt ny type blade. Bladene vil nu være mindre, mere buttede og uden klæbeevne. Planten går nu over i et sukkulent stadie. Noget der ikke kendes andre steder i botanikken. Nu skal man ikke tænke på planterne som kødædende men mere som kaktusser eller sukkulenter. De skal nu vandes meget sparsomt og gerne holdes køligt.

Pinguicula klarer sig bedst i drænede beholder, hvor vandet i underskålen når at fordampe væk inden der vandes igen. Den må ikke stå i for meget vand, men jorden skal holdes fugtig i løbet af sommeren. Når planten bliver sukkulent skal der vandes sparsomt og jorden skal holdes forholdsvis tør. Det skal man gøre ligeså snart det sukkulente stadie starter.

Jorden skal bestå af lige dele sand, perlite, vermiculite og spagnum, og planten skal have så meget lys som muligt.

Pinguicula esseriana er en meget populær miniature plante, der ligeledes ses utroligt sjældent i Danmark. Det er en rigtig fin lille art, der producerer lilla blomster. Der er ikke den store forskel mellem sommer og vinterformen, andet end bladene mister der klæbrighed om vinteren.

Pinguicula laueana

Sommerrosette.

Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm eller terrarium

 Pinguicula består af en lang række arter fordelt over stort set hele verdenen. De arter som egner sig bedst til indendørshold herhjemme kaldes også for de mexicanske pinguicula, da de hovedsageligt stammer fra Mexico. Her leves de et ret ekstraordinært liv og ses faktisk ofte sammen med agaver og andre sukkulenter. Om sommeren har de deres kødædende stadie, hvor deres blade er klæbrige og insekter vil blive fanget på disse. Om vinteren vil planterne en helt ny type blade. Bladene vil nu være mindre, mere buttede og uden klæbeevne. Planten går nu over i et sukkulent stadie. Noget der ikke kendes andre steder i botanikken. Nu skal man ikke tænke på planterne som kødædende men mere som kaktusser eller sukkulenter. De skal nu vandes meget sparsomt og gerne holdes køligt.

Pinguicula klarer sig bedst i drænede beholder, hvor vandet i underskålen når at fordampe væk inden der vandes igen. Den må ikke stå i for meget vand, men jorden skal holdes fugtig i løbet af sommeren. Når planten bliver sukkulent skal der vandes sparsomt og jorden skal holdes forholdsvis tør. Det skal man gøre ligeså snart det sukkulente stadie starter.

Jorden skal bestå af lige dele sand, perlite, vermiculite og spagnum, og planten skal have så meget lys som muligt.

 Pinguicula laueana er en fantastisk flot halvstor plante, der kan få røde sommerblade under stærk lysintensitet. Men det er ikke det eneste ved denne plante. Pinguicula laueana er nemlig også den eneste kendte pinguicularia art, der har røde blomster! Vinterformen er en del mindre og mere kompakt og med grønne overlappende blade.

Pinguicula x weser

 
Billedet til højre er sommerrosette med begyndende blomsterstilk.

 Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm eller terrarium

 Pinguicula består af en lang række arter fordelt over stort set hele verdenen. De arter som egner sig bedst til indendørshold herhjemme kaldes også for de mexicanske pinguicula, da de hovedsageligt stammer fra Mexico. Her leves de et ret ekstraordinært liv og ses faktisk ofte sammen med agaver og andre sukkulenter. Om sommeren har de deres kødædende stadie, hvor deres blade er klæbrige og insekter vil blive fanget på disse. Om vinteren vil planterne en helt ny type blade. Bladene vil nu være mindre, mere buttede og uden klæbeevne. Planten går nu over i et sukkulent stadie. Noget der ikke kendes andre steder i botanikken. Nu skal man ikke tænke på planterne som kødædende men mere som kaktusser eller sukkulenter. De skal nu vandes meget sparsomt og gerne holdes køligt.

Pinguicula klarer sig bedst i drænede beholder, hvor vandet i underskålen når at fordampe væk inden der vandes igen. Den må ikke stå i for meget vand, men jorden skal holdes fugtig i løbet af sommeren. Når planten bliver sukkulent skal der vandes sparsomt og jorden skal holdes forholdsvis tør. Det skal man gøre ligeså snart det sukkulente stadie starter.

Jorden skal bestå af lige dele sand, perlite, vermiculite og spagnum, og planten skal have så meget lys som muligt.

 Pinguicula x weser er en hybrid mellem P. moranensis og P. ehlersiae. Det er en nem hybrid, der gør sig fortrinligt i en vindueskarm og er meget taknemmelig. Denne art er dermed en rigtig god begynder plante. Hos denne art bliver der produceret en lang blomsterstængel med en stor lyserød blomst på. Der kan være stor variation imellem hybriderne af denne art, da der generelt er stor variation og debat omkring P. moranensis. Under stærkt lys kan sommerbladende få et kobberagtigt skær. Vinterformen er en del mindre og mere kompakt.

Pinguicula vulgaris

  
Billedet til højre viser sommerrosette med begyndende blomsterstilk.
Venstre viser vinterens hibernicula.

Dyrkningsmuligheder: Udendørs

 Dette er en den mest vidtspredte art af pinguicula. Den findes i Nord Amerika, det nordlige Asien og ikke mindst i Europa. Den kan ligeledes findes i Danmark og bliver også kaldt for almindelig vibefedt. Arten hører til de tempererede arter og er derfor vant til en del temperatursvingninger inklusiv en dansk vinter. Om vinteren dør planterne ned til små kegleformede dvaleknuder ”hibernicula”. De består af hårde bladskæl og mister ofte helt deres rødder, hvorved de nemmere kan spredes rundt med vandstrømninger. Om foråret begynder den nye vækst igen og det er også her de vil påbegynde deres blomstring. Denne art var faktisk den art som Charles Darwin lavede nogle af sine studier på! Bladene er grønne til gule og med sammenfoldede bladkanter. Planterosetten kan blive op til 12 cm i diameter.

Til forskel fra de mexicanske arter, så skal de tempererede arter holdes noget mere vådt. Jorden skal bestå af 2 dele peat, 1 del sand og 1 del perlite. Derudover skal de holdes i kar-system med jævnlig overvanding, så de holdes konstant våde. De gør sig også fortrinligt i en ”bog-garden”, som kan laves på utallige måder og bare bestå af en form for beholder fyldt med medie eller levende spagnum. Googles navnet ”bog-garden” vil man kunne finde en del inspiration.

Utricularia - terrestrisk

 

Utricularia livida

"Mexico" Blomst

Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm, terrarium og udendørs

 Utricularia kaldes også for blærerod på dansk grundet deres fangstmetode. De opdeles normalt i 3 grupper: Akvatiske – der lever som vandplanter. Terrestriske – der lever mere eller mindre på jorden og Epifytiske – der lever epifytisk i træer eller i bladskederne af andre planter. De to første grupper er nemme at holde, mens de epifytiske kan volde en del problemer. Dog kvitterer de epifytiske med nogle fantastiske blomster hvis de trives. Ens for mange af dem er deres fangstmetode, der består af en slags blærer, der sidder på rødderne. Ved hjælp af et undertryk formår disse at ”suge” deres bytte ind i blæren, hvor det nedbrydes.

 Utricularia livida er en terrestrisk art. Som andre terrestriske arter, kan planten forekomme ret uanselig med små blade. Men ikke desto mindre er den meget interessant, nem at holde og får nogle flotte lyserøde blomster. Planten kan nemt dække hele voksepladsen med små grønne blade og blomstre lystigt gennem foråret og sommeren. Den kan stoppe væksten mere eller mindre om vinteren, men vil ikke dø ned. Jeg har endnu ikke forsøgt udendørs hold, men det skulle også kunne lade sig gøre. Den holdes i et kar-system gerne med fluktuerende vandstand næsten helt op til kanten på sit højeste til nogle få centimeter – må aldrig tørre ud. Jorden skal bestå af 1 del sand til 1 del spagnum. Planten skal have det så lyst som muligt og gerne med direkte sol. Sollys fremmer blomstervæksten. Planten kan også holdes i forskellige former for udrænede beholder, hvor kreativiteten kan slå sig løs. Her vandes så bare regelmæssigt, så jorden ikke tørrer ud. Jeg har selv holdt forskellige arter af terrestriske utricularia i sovseskåle, med et fint og hyggeligt resultat.

 Der findes flere varianter, der oftest bare er navngivet med et stednavn. Det er oftest blomsternes farve der varierer mellem de forskellige varianter.

Utricularia sandersonii

  Dyrkningsmuligheder: Vindueskarm, terrarium og udendørs

 Utricularia kaldes også for blærerod på dansk grundet deres fangstmetode. De opdeles normalt i 3 grupper: Akvatiske – der lever som vandplanter. Terrestriske – der lever mere eller mindre på jorden og Epifytiske – der lever epifytisk i træer eller i bladskederne af andre planter. De to første grupper er nemme at holde, mens de epifytiske kan volde en del problemer. Dog kvitterer de epifytiske med nogle fantastiske blomster hvis de trives. Ens for mange af dem er deres fangstmetode, der består af en slags blærer, der sidder på rødderne. Ved hjælp af et undertryk formår disse at ”suge” deres bytte ind i blæren, hvor det nedbrydes.

 Utricularia sandersonii er en terrestrisk art. Som andre terrestriske arter, kan planten forekomme ret uanselig med små blade. Men ikke desto mindre er den meget interessant, nem at holde og får nogle flotte blomster. Blomsterne for denne er art er specielt interessante, da de med lidt god vilje kan forestille nogle kaninører. Dette gør også arten til ekstra morsom omkring påsketid, hvor den oftest også er i blomst. Planten kan nemt dække hele voksepladsen med små grønne blade og blomstre lystigt gennem foråret og sommeren. Den kan stoppe væksten mere eller mindre om vinteren, men vil ikke dø ned. Jeg har endnu ikke forsøgt udendørs hold, men det skulle også kunne lade sig gøre. Den holdes i et kar-system gerne med fluktuerende vandstand næsten helt op til kanten på sit højeste til nogle få centimeter – må aldrig tørre ud. Jorden skal bestå af 1 del sand til 1 del spagnum. Planten skal have det så lyst som muligt og gerne med direkte sol. Sollys fremmer blomstervæksten. Planten kan også holdes i forskellige former for udrænede beholder, hvor kreativiteten kan slå sig løs. Her vandes så bare regelmæssigt, så jorden ikke tørrer ud. Jeg har selv holdt forskellige arter af terrestriske utricularia i sovseskåle, med et fint og hyggeligt resultat.

 Der findes flere varianter med forskellige farvede blomster, hvor den med hvide blomster er nominaten.

  Pasningsinformation:

Beholder:

Mange af arterne har det bedst i et såkaldt kar-system: Planten står i en urtepotte med dræningshul og urtepotten står så yderligere i en eller form for beholder, så det er muligt hele tiden at holde urtepotten i nogle centimeter vand. Se evt. billedet for Drosera capensis. Man kan eksperimentere med forskellige lukkede beholder, men det kræver held og større opmærksomhed og kan desværre let gå galt. Med kar-systemet er man sikker på, at planten hele tiden har den fornødne mængde vand og skal endda ikke tænke på om den nu får for meget eller for lidt vand.

Vand:

En af de vigtigste parametre for kødædende planter er vandkvaliteten og det er som oftest også her det går galt med døde eller mistrivende planter til følge. Hvordan skulle man også vide bedre, når man ikke bliver informeret ordentligt! Det er desværre også her, der kan være en tendens til at folk bliver skræmt væk, for kødædende planter kan IKKE tåle vand fra vandhanen. De vil se ud til at trives det første års tid, for så pludselig at dø hen tilsyneladende uden grund. Det kalk der er i vores ledningsvand (det der kommer ud af vandhanen) er giftigt for planterne og vil over tid ophobe sig i jorden, for til sidst at slå planterne ihjel. Den bedste løsning er at bruge såkaldt demineraliseret vand eller osmose vand, som er vand ”renset” for diverse mineraler og kalk. Demineraliseret vand er også super godt at bruge til overbrusning og vanding af stuens øvrige planter, og især orkideer nyder godt af dette vand. Demineraliseret vand kan købes hos Matas eller Føtex eller laves selv. I længden kan det blive dyrt at købe afhængigt af mængden man skal bruge og jeg laver derfor mit eget via et omvendt osmose filter, som også kendes fra akvarieverdenen. Disse kan købes hos de fleste dyrehandlere eller på nettet. Til nød kan man bruge afkølet kogt vand, da man derved kommer af med noget af kalken, men det skal forstås som en plan b. Regnvand er et andet godt alternativ, hvis man er sikker på det er rent.

 NB: Ved afhentning af planter kan der følge 10 liter demineraliseret vand med hvis det ønskes og hvis man selv medbringer tomme dunke. Det skal dog lige aftales på forhånd J

 Jord:

Det er yderst sjældent, at kødædende planter har brug for at blive plantet om. Ofte bliver de ikke så store og ud over dette, har de ikke behov for et stort rodnet, da de får det meste af deres næring igennem det bytte de fanger. Skulle man ønske special-jord, fordi man eventuelt overvejer omplantning eller andet, så spørg. Så finder vi også ud af dette. For nogle planter kan forsendelse ske via såkaldt ”bare root”, hvilket vil sige de sendes med bare rødder. Dette er normalt ved internationale forsendelser og gør forsendelserne både nemmere og billigere. Der vil blive informeret hvis der er tale om ”bare root” og en lille pose med den foretrukne jord vil kunne sendes med, hvis det ønskes.

Vigtigt omkring sand, da sand ofte bruges i jordblandingerne. Det meste sandkassesand stammer fra stranden og er IKKE egnet til kødædende planter, da det blandt andet indeholder muslingeskaller. Vær derfor opmærksom på, hvilken type sand det er inden anskaffelse, så det ikke er strandsand.

Lys:

De fleste kødædende planter skal have så meget lys som muligt og gerne direkte sollys. Ofte vil en højere lysintensitet fremhæve farver og former. Nogle planter egner sig bedre til vindueskarmen end andre, da lysmængden her er begrænset. Dette vil være beskrevet under hver art. Der findes dog enkelte arter som slet ikke kan tåle sollys. Disse egner sig fortrinligt til vindueskarmen (i en beholder af en art, for at hæve luftfugtigheden) eller til terrariet. Her tænkes især på de 3 Queensland søstre Drosera szhizandra, Drosera prolifera og Drosera adelae. Længere tids stærk sollys kan skade planter som nepenthes.

 Fodring:

Det er ikke nødvendigt at fodre sine planter, da den klarer det fint selv. Det gælder også hvis man tror man er fluefri. For nogle arter kan det være decideret skadeligt at fodre planten, mens det for størstedelen bare vil være et underholdende indslag og bestemt ikke skade. Man skal dog holde sig fra for store dyr som foder og man må ikke overfodre. Passende foder kan være fluer, melorme, larver, små edderkopper, myggelarver mm tilbudt hver 14 dag. Frossent eller tørret foder kan også bruges, dog aldrig hakket kød eller andet opfindsomt. Kødædende planter kan have godt af gødning en gang i mellem. Dog skal man passe meget på. Oftest vil man benytte en orkide/epifyt gødning fortyndet ned til ¼ af den anbefalede styrke. Dette dutches så forsigtigt over planterne. Det tilrådes kun at benytte gødning i vækstsæsonen 1-2 gange om måneden.

 Tegn på mangler og mistrivsel:

Der er en del steder, hvor det kan galt med pasningen af kødædende planter. Dog vil man som oftest kunne se tegnene og nå at gøre noget ved det. Jeg vil her forsøge at beskrive nogle af de mere gængse tilfælde.

 Manglende ”dug”:

For Drosera arterne er manglende dug på tentaklerne oftest et tegn på, at der mangler noget. Som oftest vil planten mangle tilstrækkeligt med lys og er tentaklerne samtidigt grønne og ikke røde, er det helt sikkert tilfældet. Manglende dug kan dog også være et tegn på for lav fugtighed. Planter placeres i kar-system vil for det meste stå tilstrækkeligt fugtigt, men står de i nærheden af en radiator eller i træk, kan dette godt påvirke luftfugtigheden. I det hele taget kan det være en god ide at overbruse sine planter i ny og næ.

 Manglende kander på Nepenthes:

Som gældende for Drosera arterne, kan manglende kander være et tegn på for lidt sol og/eller for lav fugtighed. Alle nepenthes arter skal helst dutches en gang eller to om dagen med kalkfrit vand. Manglende væske i kanderne kan også være et tegn på ovenstående mangler. I vinter halvåret vil Nepenthes arterne oftest gå lidt i stå og danne blade uden kander. Dette er helt normalt, på grund af den lavere lysmængde, og til foråret vil den så begynde at danne kander igen og øge væksten betydeligt. Sker dette ikke er det et tegn på, at den mangler noget.

 Svamp/mug:

Der kan opstå svamp på især Drosera arterne. Dette kan opstå ved for mange byttedyr, som planten ikke kan nå at nedbryde og/eller stillestående luft. Stillestående luft er oftest kun et problem ved terrariehold. Her kan man forsøge at øge luftstrømningen ved flere lufthuller eller en installation af en lille ventilator (i stil med dem, der sidder i computere). For nogle arter kan det også skyldes for høj luftfugtighed og disse arter skal man ikke dutche. Det vil stå beskrevet.

 Skadedyr:

På trods af, at de fanger insekter, findes der insekter, som kan undgå fangst og leve som snyltere på planterne. Disse skadedyr kan som oftest fjernes mekanisk med en pincet eller fingrene og forsvinde efter nogle behandlinger. Der findes også visse kemiske bekæmpelsesmidler, men kødædende planter er meget følsomme over disse. Undersøg nettet hvis man ønsker en kemisk behandling. Specielle midler til brug på kødædende planter findes vist også. Af skadedyr kan nævnes bladlus, mider med mere. Angrebne planter vil gå meget i stå i deres vækst og danne små eller krøllede blade.

Håber I har nyt læsningen og om ikke andet er blevet klogere på denne verden af spændende planter. Skulle der opstå spørgsmål eller andet, så er man selvfølgelig altid velkommen til at kontakte mig på mnxfiles@we-got-creeps.com