Mecynorrhina polyphemus
Mecynorrhina polyphemus
Af Hans Martin Kieldsen
At holde tropiske biller i terrarium er en hobby fuld af overraskelser og udfordringer, og en hobby som kræver en god del tålmodighed. Til gengæld bliver man belønnet med dyr der har fantastiske former og farver og en fascinerende udvikling som kan følges på tætteste hold.
Især store biller er eftertragtede terrariedyr og mange hobbyfolk prøver hele tiden kræfter med opdrættet af disse kæmper. Blandt de mest udfordrende er de massive afrikanske biller fra slægten Goliathus. Opdræt af Goliathus er en udfordring som selv de dygtige japanske, tjekkiske og tyske billefolk har bakset med i snart 30 år uden særlig meget succes.
Goliathus cacicus,
Vestafrika -
Foto: Petr
Malec
Så mens vi venter på mere viden og erfaring om Goliathus, kan vi forsøge os med nogle af de nært beslægtede biller fra slægten Mecynorrhina som er en del lettere at have med at gøre. Disses kaldes også ”goliatbiller”, men her bruges navnet som en fællesbetegnelse for en lang række billeslægter udover Goliathus. I slægten Mecynorrhina finder vi nogle meget populære terrariedyr som både er til at få fat på og til at betale. Og selv om de ikke når Goliathus-størrelse er det stadig imponerende væsner med flotte farver og spændende adfærd. Efter sidste revision af Mecynorrhina indeholder slægten nu en hel del arter og underarter, og der er én som i popularitet ligger på en klar førsteplads, nemlig Mecynorrhina polyphemus. Her har vi en bille som både er hårdfør, stor, flot og let at opdrætte. Er man over de første begynder-udfordringer indenfor billeriet og ønsker at prøve kræfter med noget stort, er Mecynorrhina polyphemus bare oplagt!
Polyphemus-han,
endnu uden ridser på brystskjold og dækvinger. Kampe med andre hanner giver med
tiden et par ridser i lakken.
Polyphemus hun –
bemærk forbenene som er godt udstyret til at grave med.
I hobbyen er det underarten ”M. polyphemus confluens” der holdes., En anden, ”M. polyphemus polyphemus” adskiller sig ikke meget i tegning eller størrelse, men har lidt mere af den lyse pigmentering. Tilsammen dækker de to underarter et enormt udbredelsesområde som strækker sig fra Ghana i vest til Uganda i øst.
Begge køn er smukt grønne, hannerne med en lækker mat finish der står godt til de meget variable beige tegninger. Hunnerne har også et lyst mønster i det grønne, men er samtidig helt blanke.
I naturen kan M. polyphemus-hanner opnå en størrelse på op imod 8 cm incl. horn, og hunnerne 6 cm. I terrariehold må man normalt regne med hanner på mellem 5 og 7 cm og hunner på ca 5 cm.
Hvor størrelsen hos de mindre blomsterbiller som regel er rimelig ensartet, vil man opleve at goliatbillerne kan variere meget i størrelse. Ernæringstilstanden i larvestadiet vil tydeligt vise sig når billen er færdigudviklet. Derfor må den seriøse Mecynorrhina-opdrætter sikre at larverne får et tilskud af protein – især i de første måneder. De fleste bruger hunde- eller kattetørfoder, men der er skam udviklet specielt billelarve power-food som kan købes fra Japan eller af tyske og tjekkiske opdrættere. Man kan dog også opdrætte fine, store eksemplarer på naturens råstoffer alene hvis man benytter et rigtig godt substrat og larverne har plads nok til uforstyrret udvikling.
I nogle stammer er
der rødlige individer. Nærmest bordeaux-farvede hanner dukker også op en sjælden
gang i mellem.
Kvalitetsbundlag til disse biller består af op imod 60 % hvidt, trøsket løvtræ (hårdttræ, som fx bøg eller eg) og den resterende del kan så være samme gode skovmuld fra løvskov som vi bruger til de små biller. Man kan evt. erstatte 10% af skovmulden med spaghnum for at gøre fugtigheden i bundlaget mere stabil.
Det dér med at samle hvidtrøsket træ er i øvrigt såre enkelt og bør ikke skræmme nogen. Lynhurtigt lærer man at kende de lette porøse grene som findes liggende i skovbunden, og resten af historien er en sønderdeling af disse (man kan bruge en mukkert eller et andet tungt redskab) til små stykker som lettere ædes af larverne. Har man en kompostkværn kan man lynhurtigt forvandle en sæk hvidtrøskede grene til en finkornet masse som så blandes med bladmulden og fugtes – voila – lækker billemuld til Mecynorrhina polyphemus.
Produktion af de to
ingredienser til Polyphemus-bundlag; hvidtrøsket træ efter en tur i kompostkværn
og bladmuld efter findeling med hjemmegjort ”blender”..
Den generelle tommelfingerregel om at bundlaget skal have en dybde på 3x hunnens længde gælder også hos Polyphemus, dog vil et endnu tykkere bundlag kun være en fordel – hunnerne graver sig gerne 40 cm ned for at lægge æg – og så er vi ude i specialbyggede billeterrarier. Almindelige terrarier kan forsynes med en glasplade mellem bundlag og frontens udluftningsrist så man kan fylde den nødvendige mængde bundlag i. Hos mig fungerer et bundlag på ca. 20 cm i et terrarie med bundareal på 35x50 – så er der plads til op til 15 dyr. Højden er mindre vigtig, men som de fleste andre goliatbiller ynder Polyphemus at klatre, så en fri højde på 40-50 cm over bundlaget giver mere udfordring til billerne og præsenterer dem bedre.
Bark, større stykker træ og kraftige grene udgør dekorationen, og bundlaget er også til dels dækket af bark for at holde på fugtigheden og for at billerne har godt fodfæste og kan vende sig hvis de skulle ligge på ryggen.
Lys er også vigtigt! Godt, kraftigt lys gør dyrene mere aktive og giver angiveligt flere larver.
Som hos andre goliatbiller opholder hunnerne sig i længere perioder under jorden hvor de knokler med æglægning; med omhu bliver der lagt ét æg ad gangen. Hannerne derimod sidder gerne på grene og bark og venter på hunnerne, og ofte overnatter de over jorden for at være den første på pletten om morgenen hvis en hun skulle vise sig ved foderet..
Hannerne er ind imellem ret stridbare og har man flere hanner bør man have en del fodersteder så alle kan komme til foder. Når to hanner kæmper om Macho-værdigheden kan det tage adskillige timer (med pauser indlagt hvor rivalerne – horn mod horn - lige tager en slapper inden skubberiet fortsætter...) Kampen giver en del støj fra terrariet, noget man må leve med når man holder biller.. Også en flyvetur giver støj; med lave hertz brummer billerne højlydt rundt indtil de drøner til jorden uden den store elegance...
Flere forskellige foderemner tages af disse biller – banan er et sikkert hit, men også pære, æble, blomme, ananas, mango og fersken spises gerne. Bløde, modne frugter foretrækkes.
Ind i mellem drysser jeg foderfrugten med lidt kvalitets-tørfoder til akvariefisk for at sikre at billerne ikke mangler vitaminer eller mineraler.
1,4 M. polyphemus
nyder middagen.
Som seriøs opdrætter bør man investere i en god, stor avlsflok, mindst 10, gerne 20 larver til at begynde med så der er et godt genmateriale at arbejde med. I øvrigt klækker billerne sjældent samtidig og på grund af deres forholdsvis korte levetid er det hensigtigtsmæssigt at have dyr af lidt forskellig alder så man har friske individer over en længere periode. Hos mig lever M. polyphemus som bille i 2-4 måneder. Kan det lade sig gøre at sætte biller fra flere forskellige stammer sammen gør man en god gerning for det videre avlsprojekt. Fx kan man ind imellem for små priser købe enkelte dyr af andre opdrættere, som regel enlige hanner eller hunner. Den slags dyr er en kærkommen ”blodfornyelse” til en kultur .
Hvis man har flere æglæggende hunner gør man klogt i, efter 2-3 måneder at grave forsigtigt i bundlaget for at se om der er larver. Det er der næsten altid, og hvis der er mange, må man grave en del frem og tage dem fra – evt gå gennem hele bundlaget. M. polyphemus-larver har anlæg for kannibalisme, og en for tæt bestand betyder at der vil forsvinde en del af dem. Så hellere fjerne dem sammen med en stor del af bundlaget og enten give dem et enkeltværelse i form af en plastbox på mindst 1 liter, gerne 2, eller overføre dem til en boks hvor der er god plads – 10 L1 larver til mindst 20 liter muld af ovennævnte slags. Nyt bundlag tilføres så terrariet.
Der er ikke forfærdelig meget næring i larvesubstrat, og larverne gnasker sig overraskende hurtigt gennem litervis af muld, så plastboksene skal tilses og efterfyldes når man kan se at substratet er ved at være omsat.
Når Polyphemus-larverne i sidste stadie (L3) opnår en størrelse på op imod 9-10 cm kan 10 larver holdes i en 30-liter boks. Jeg har ladet mig fortælle at det især er L1 og L2 larverne der tager førnævnte proteintilskud (eller deres søskende...) og har heller aldrig oplevet at L3’erne har skadet eller ædt hinanden. Som hos de andre kendte hobby-billearter er det L3-stadiet der tager længst tid.
Det er muligt at køre en M. polyphemus-cyklus på et år, men hos mig og mange andre opdrættere tager det normalt 15-20 måneder før et æg er blevet til en aktiv bille. Udviklingstempoet afhænger af flere faktorer, de to vigtigste er temperatur og foderstand. Indavl siges også at betyde noget, men jeg er i tvivl om dette er undersøgt ordentligt.
Den tålmodige billeavler (der findes kun tålmodige
billeavlere – de utålmodige fandt på noget andet!) glæder sig så rigtigt længe
til at se sit opdræt... Især når
larven har dannet kokon op ad siden på en transparent boks, kan man glæde sig
længe for når billen er færdigudviklet kan den sagtens tilbringe endnu en måned
i kokonen før den beslutter sig til at grave sig frem til verden udenfor.
Kokonfasen varer, incl. hvileperiode, mellem 2 og 3 måneder.
L3- larve i nyligt
bygget kokon – larven mosler en del rundt før den falder til ro, forpupper sig
og begynder sin forvandling.
Som sagt er Mecynorrhina polyphemus et godt sted at begynde hvis man er til store og smukke afrikanske biller med horn og en spændende adfærd – og har man held med opdrættet, er larverne af disse imponerende dyr efter min erfaring altid til at komme af med.
Fotogen Polyphemus-hun close
up
Et godt overblik over slægten Mecynorrhina kan fås på den glimrende tyske hjemmeside ”Hier Krabbelts”: http://www.hier-krabbelts.de/kaefer/detail/mecynorhina.htm
