Apiomerus spissipes
Say 1825
Udbredelse: Arizona
Størrelse: 15 - 18 mm.
Taksonomi og udseende
A. spissipes er en rovtæge, altså i familien Reduviidae. Af dem lever der omkring 160 forskellige arter i USA. Herudaf er der omkring 22 i slægten Apiomerus, udbredt over det sydøstlige og sydvestlige Amerika. 8 af arterne lever i Arizona, heriblandt altså Apiomerus spissipes.
Arten er en af de mest kulørte inden for slægten. Kroppen er på oversiden stribet i gul og sort, bugen er næsten rent gul. "Nakken" er stribet i rød og sort, ligesom benene. Hovedet er sort og udstyret med en lang, spids og meget synlig snabel. Vingerne er røde og sorte med en gul stribe imellem.
Dyrene bliver ca. 16-
Terrarium
Da arten er ret lille behøver den ikke særligt meget plads. Højde er vigtigere end bundareal. Et terrarium på 25x25x30 (bxdxh) er fint. Jeg holder dem ved medium fugtighed, og med god udluftning. Temperaturen i dagtimerne ligger omkring 26-27 grader, om natten stuetemperatur. Det er væsentligt med en god belysning 10-12 timer om dagen.
Terrariet kan med fordel beplantes med høje planter hvorpå tægerne kan afsætte deres æg. Planter vil ligeledes udgøre gemmesteder så man mindsker den udbredte kanibalisme.
Det er en fordel med et terrarium der åbnes og lukkes i front frem for i top, da arten flyver glimrende og hurtigt.
Adfærd
A. spissipes går under navnet Bee Assassin i USA, hvilket siger lidt om dyrenes adfærd og foretrukne bytte. Da der er tale om en rovtæger lever den af at spise andre insekter. I modsætning til Platymeris arternes tendens til at løbe byttet op og kaste sig frådende over det, har A. spissipes en mere lusket facon at fange bytte på.
Den mest anvendte jagtmetode er at sætte sig til rette i en fin blomst og simpelthen vente på at et passende byttedyr skal komme forbi for at smage lidt på godterne. Da bier jo ofte frekventerer blomster for at samle pollen til ungerne, er det følgelig disse det ofte går ud over.
Rovtægens to forreste ben er særdeles kraftige og har en god rækkevidde. Når den sider på lur efter bytte strækker den disse to ben fremefter og op så de danne et V foran kroppen. På denne måde er den klar til at gribe fat i byttedyret der kommer for at sætte sig på blomsten. Når den har fået fat, stikker den snablen i og sprøjter gift ind så byttet lammes og dør. Herefter kan rovtægen så stille og roligt suge indmaden ud.
Nogle arter af rovtæger forøger effektiviteten af deres fangben ved at smøre dem ind i en klistret substans, for eksempel harpiks. Ham der indsamlede de dyr jeg har, beretter at de ofte findes i stort antal på planten Camphorweed, en urteagtig plante der sveder en særdeles klistret, stærkt lugtende harpikslignende substans. Dyrene bruger formentlig denne substans netop til at, i bogstaveligste forstand, lime sig fast til byttet.
I fangenskab kan man sagtens observere dyrenes specielle fangstteknik. Jeg har ikke fodret med bier, jeg tror ikke det er nogen god ide med mindre man har et stort terrarium med plads til blomster hvor bierne kan sætte sig. Jeg brugte i starten små kakerlakker, men det var ikke optimalt. Det så ud til at rovtægerne havde svært ved at trænge gennem det relativt kraftige exoskelet. Siden hen brugte jeg maddiker og mellemstore fårekyllinger. Det var en udmærket løsning. En sjov ting ved at fodre med maddiker er at man kan følge med i hvor hurtigt den væv-opløsende gift virker i byttet. Man kan simpelthen se maddiken skifte farve fra hvid til sort, og det går ganske hurtigt. Fårekyllingerne fik lov til at rende rundt i terrariet til rovtægerne selv fangede dem. Maddikerne gav jeg til de enkelte dyr med pincet.
Desværre har arten en kraftig præference for kannibalisme. Af hensyn til generationernes videreførelse holder jeg alle dyrene i samme terrarium, jeg tænkte til at starte med at de nok ville holde sig fra hinanden hvis der var masser af gemmesteder og masser af byttedyr. Jeg blev klogere.
I løbet af det første døgn røg der 2. De spotter simpelthen hinanden tværs over terrariet hvorefter de så bevæger sig mod hinanden for til sidst at prøve at spise hinanden, også selvom op til flere andre gode byttedyr krydser deres vej.
Jeg separerede dog ikke dyrene, da jeg var ret opsat på at få dem til at parre sig og lægge nogle æg. De døde en efter en, og efter et par uger var der kun en enkelt tilbage af dyrene fra første sending.
Formering
Jeg har oplevet flere parringer mellem de dyr jeg har. Selve akten tager ret lang tid, op til en time, og det ser nærmest ud til at hannen hænger fast i hunnen mens han spiller død. Æggene lægges i en bikageformet plamage på vegetationen der måtte være til rådighed. Det enkelte æg er formet som et riskorn, dog kun halvt så stort, med et fladt låg i den ene ende. Æggene skal holdes let fugtigt og klækker i løbet af 15-20 dage.
Nymfen der kommer ud af ægget er meget lille, ikke meget over en millimeter lang. Meget små nymfer betyder meget meget småt foder. Jeg har kun opnået at klække en enkelt nymfe ind til videre, og den prøvede jeg at tilbyde springhaler, men om den spiste nogen er jeg ikke klar over.
På trods af stor omhu, god fugtighed og god varme døde min nymfe i løbet af en lille uge. Jeg har endnu ikke hørt om nogen, for hvem det er lykkedes at køre nymferne igennem første hamskifte.
Konklusion
Apiomerus spissipes er et festligt lille bekendtskab. Da arten tilsyneladende er ret vanskelig at have med at gøre, både som voksen, men så sandelig også som nymfe, skal man nok være forberedt på en del pionerarbejde hvis man vil have dem som fast bestanddel af den hvirvelløse samling. Den er da vidst heller ikke udbredt i hobbyen, jeg har i hvert fald aldrig set den til salg nogen steder.
Hvis man har kontakter i USA, og har mulighed for at få sendt en slat dyr til Danmark, er det dog en art der pynter rigtigt godt i terrariet, og som tillige har en adfærd der adskiller sig noget fra de fleste andre hvirvelløse dyr.
© Sofus Ryge Petersen
