We Got CreepS

Startside • Op • Collection • For Sale • Link • Medlemmer • Artikler • Pasningsvejledninger • Terrarie og tilbehør

Achatinoidea

Achatina fulica
Achatina achatina
Archachatina marginata
Achatina reticulata
Achatina immaculata ssp Immaculata
Achantina iredalei

General pasning af Afrikanske kæmpe snegle

Terrarium

Afrikanske Kæmpesnegle er et af de letter dyr at have med at gøre når det drejer sig om at finde noget de kan bo i. Stort set enhver beholder kan bruges, så længe den opfylder nogle simple krav.

   For det første skal den være stor nok til at rumme alle de dyr man har planer om at anskaffe sig. Husk i denne forbindelse af disse snegle vokser meget hurtigt og at nogle af arterne kan blive særdeles store (20 cm+ i huslængde hvis du er heldig). En beholder med målene 60x30x30 (bxdxh) vil være passende til 3-4 voksne snegle.
   Det er ikke så vigtigt om beholderen er lavet af plastik eller glas. Den skal selvfølgelig være transparent så du kan se dyrene og så dyrene kan se om det er nat eller dag. Hvis du vælger en plastikbeholder  skal du være opmærksom på at plastikken skal være tyk nok til at sneglene kan hænge fra loftet uden at det hele falder sammen. Dette er ikke altid tilfældet hvis du bruger en beholder af minidrivhus typen. Der er nogle fordele ved at bruge en glasbeholder, for eksempel et gammelt akvarium. Det slim som snegle producere og afsætter på sider og loft kan skrabes af med et barberblad eller en skraber til keramiske komfurer. Dette er ikke muligt at gøre  i en plastikbeholder uden at ridse, så den skal vaskes noget oftere.
   Beholderen skal være velventileret hvis sneglene skal trives. Eftersom at sneglene har det bedst i en høj luftfugtighed må den dog ikke være for godt ventileret. En form for ventilationspanel, dækkende ca. 1/3 af toppen, vil formentlig være passende hvis du bruger et gammelt akvarium.
   Vær sikker på at låget til terrariet sidder godt fast. Snegle er ret stærke og det kan let blive noget griseri hvis de pludselig kravler rundt i hele huset.
   Vær sikker på at beholderen er helt ren. Der må ikke være rester af rengøringsmidler til stede da dette kan skade sneglene ganske meget. Vask beholderen grundigt og lad den lufttørre.

Dekoration

Sneglene har brug for et mindst 8 cm tykt bundlag, til at grave sig ned i om dagen (noget, specielt de unge snegle gør hele dagen) og til at lægge æg i. Bundlaget hjælper også til med at holde luftfugtigheden i vejret.
   Brug havejord af en god kvalitet (uden små skolopendre, orme og andet der eventuelt kunne skade sneglene og deres afkom). Ugødet spagnum kan også bruges. Brug IKKE sand, vermiculite, træflis eller andre lignende produkter da det eventuelt vil kunne skade sneglene. Bundlaget skal holdes fugtigt hele tiden.

   En urtepotte af plastik, placeret så den ligger ned på siden, vil blive værdsat af de yngre snegle til at gemme sig i om dagen. Nogle tykke grene som sneglene kan klatre på kan også sættes ind i terrariet, men dette er ikke nødvendigt. Undgå hårde materialer som sten og klippestykker, da sneglenes kan komme til skade hvis de falder fra loftet og ned på disse genstande. Selv om sneglene i de fleste tilfælde selv kan reparere huset ser det ikke pænt ud.
   Man kan bruge planter i terrariet, men man skal være helt sikker på at de er pesticid fri og ugiftige for sneglene. Man kan forvente at sneglene vil prøvesmage alt hvad der bliver sat ind til dem.

Temperatur, lys og luftfugtighed

Eftersom de fleste af sneglene i naturen lever i afrikanske regnskove, kan de godt lide at have det lunt og fugtigt. Stuetemperatur (omkring 22 grader) kan gå, men det er bedre med 24-25 grader i dagtimerne. Sneglene vil ikke overleve længe i temperaturer under 15 grader.
   Hvis der ikke er tilstrækkeligt varmt i det rum hvor sneglene står, kan man bruge en varmemåtte til at hæve temperaturen. Fastgør måtten til siden eller bagpå terrariet. Aldrig nedenunder, da dette vil få bundlaget til at tørre for hurtigt ud, og eventuelt koge sneglene når de graver sig ned.

   Luftfugtigheden skal holdes ret høj, omkring 80-90 %. Vær sikker på at bundlaget altid er fugtigt (ikke drivende vådt) og spray terrariet med en blomsterforstøver morgen og aften med lunkent vand. Hvis sneglene har det for tørt går de i en form for dvale og lukker af for huset med en membran for ikke at tørre ud. 

   Eftersom de fleste afrikanske landsnegle er nat aktive er det ikke nødvendigt med kunstigt lys over terrariet. sneglene skal dog kunne se forskel på nat og dag. Hvis man vil eksperimentere med beplantning i terrariet er det dog nødvendigt med en eller anden form for belysning. 

Foder til sneglene

Men kan fodre sneglene med alle mulige grøntsager og frugter. Undgå ting der indeholder meget syre, som for eksempel citrusfrugter og rabarber. Jeg bruger hovedsaligt agurk og salat. Man kan ind i mellem supplere med hundekiks, fiskefoder, rugbrød, hakket kød eller andre lignende ting. Undgå at fodre med pasta da det muligvis kan slå sneglene ihjel. Sneglene får det vand de skal bruge fra foderet, men man kan godt sætte en meget flad vandskål ind til dem. Et par dråber øl i ny og næ vil også blive værdsat.
   eftersom sneglenes hus er bygget op af kalk, er det meget vigtigt at sørge for at de har rigelig adgang til dette
 mineral. Den bedste måde at gøre dette er at lægge en sepiaskal ind i terrariet som sneglene så vil gnave af.
   Det er vigtigt at sørge for at vaske al mad (undtagen kød, brød og lignende) så man undgår pesticidrester. Brug økologisk frugt og grønt hvis muligt. Sneglene skal fodres en gang om dagen, og man kan samtidig fjerne eventuelle rester fra gårdsdagens måltid. Sneglenes fordøjelsessystem er en kende sårbart, og de har bestemt ikke godt af rådden eller muggen mad.

Pasning

Afrikanske kæmpesnegle er lette at passe. Hvis man sørger for at de har de rette omgivelser vil de højst sandsynligt trives. Den daglige rutine består i at fjerne rester fra gårdsdagens måltid og servere det nye, checke bundlagets fugtighed, vande lidt hvis det er nødvendigt samt spraye terrariet.
   En gang om ugen er det en god ide at rense lidt ud i sneglenes afføring og andet skidt der måtte hobe sig op, samt tjekke efter om der er lagt æg hvis sneglene er kønsmodne.
   En gang om måneden (alt efter størrelsen af terrariet og antallet/størrelsen af dyrene) er det en god ide at skifte bundlaget og vaske tanken grundigt for at fjerne slim der er afsat på sider og i loft. Hvis du bruger opvaskemiddel til dette skal du sørge for at skylle grundigt efter så der ikke er rester tilbage som sneglene kan komme i kontakt med.
   Man kan godt give sine snegle et bad i ny og næ hvis deres huse er blevet beskidte. Dette kan man gøre i et meget lavt vandfad (pas på, snegle kan drukne) med lunkent vand. Der skal selvfølgelig IKKE bruges sæbe, og det er vigtigt at vandet er veltempereret da sneglene kan tage skade af for varmt (eller for koldt) vand. Brug en gammel blød børste til at fjerne skidt fra huset og vær meget forsigtig omkring åbningen hvor den nye skal vokser ud.
   Håndtering af sneglene er uproblematisk. Undgå at tage dem op ved kanten af husets åbning da det er her der sker tilvækst af huset og det dermed er skrøbeligt.

Avl, vækst og alder

Snegle er hermafroditter, hvilket betyder at de både har mandlige og kvindelige kønsorganer. Dette betyder dog ikke at de kan befrugte sig selv, der skal to til der så til gengæld ofte befrugter hinanden på en gang.
   Sneglene udfører en kortere eller længere parringsdans, der hos nogle arter kan involvere at de skyder en lille kalkpil ind i hinanden, hvorefter de overfører sæd. Når de først er befrugtede, kan de opbevare sæden i flere måneder.
   Sneglene graver en lille uddybning i bundlaget hvor de så lægger deres æg i klynger der kan tælle fra 5 til flere hundrede, afhængigt af hvilken art det drejer sig om. Æggenes størrelse varierer fra ca. 5 mm (Achatina fulica) til ca. 15 mm (Archachatina marginata). Nogle arter kan lægge æg hver 3-4 uge hvilket betyder at det er en god ide lige at tjekke bundlaget igennem ind i mellem og skaffe sig af med de æg man ikke vil have skal klække. Den bedste måde er at fryse dem i 10-12 timer eller kvase dem.
   Æggene fra A. fulica klækker i løbet af 10-15 dage, men nogle arter er meget længere tid om det, op til 4-5 uger. De nye små snegle bliver i deres jordhule de første par dage, hvor de spiser resten af æggeskallen før de bryder frem..
   Hvis du har mange snegle i terrariet kan det være en god ide at fjerne æggene fra tanken og klække dem i en inkubator i stedet for . Inkubatoren kan laves af en lille beholder der fyldes med det samme substrat som man bruger i terrariet, og hvor i man placerer æggene. Hold substratet fugtigt og placer inkubatoren et lunt sted.

   Sneglene gror virkeligt hurtigt hvis man holder dem rigtigt. Det meste af tilvæksten sker i løbet af de første 7-8 måneder, hvor de som regel også bliver kønsmodne. De bliver ved med at vokse herefter, men langsommere. Sneglene kan blive op til 7-8 år gamle, afhængigt af omgivelser og art.

Sygdom og skader

Afrikanske kæmpesnegle er sjældent udsat for sygdomme. De har dog et ret sårbart tarmsystem, så vær forsigtig med hvad du giver dem at spise.

© Sofus Ryge Petersen